Beregningen af beskatning af fri bil blev ændret med virkning fra 1. juli 2021. Reglerne påvirker alle fri bil-ordninger, også selvom de er indgået, inden loven trådte i kraft. Formålet med at ændre satserne er at tilpasse beskatningen, så der tages højde for eksempelvis elbiler og plug-in biler.
Denne artikel er sidst opdateret: september - 2024.
I vejledning 'Beskatning af fri bil' gennemgår vi, hvordan beskatningsgrundlaget skal beregnes. I denne vejledning beskriver vi, hvordan du nemt kan opsætte en automatisk beskatning af fri bil i Intect.
Sådan opsætter du automatisk beskatning af fri bil
Gå til Medarbejdere - Ansættelse og klik på blyanten nederst til højre for at aktivere redigering. Ved punktet 'Fri bil' klikker du på knappen 'Klik for at aktivere'.
Der er fire obligatoriske felter, der skal udfyldes:
-
Dato for første indregistrering
Udfyld feltet med bilens første indregistreringsdato. -
Pris
Hvis du køber en brugt bil, der er mere end 36 måneder gammel (i forhold til bilens første indregistrerings,) skal du indsætte købsprisen. Hvis bilen er yngre end 3 år (36 måneder) udfyldes nyvognsprisen. Nyvognsprisen = prisen du betaler hos en bilforhandler, når du køber bilen, som ny. OBS! Prisen er altid mindst 160.000 kr. og det tager Intect højde for i beregningen. Hvis du indsætter et lavere beløb, beregner Intect beskatningen ud fra 160.000 kr. Se evt. mere på skat.dk. -
Årlig grøn afgift
Udfyld feltet med den totale grønne afgift/miljøtillæg. -
Gælder fra
Indsæt startdatoen for den lønperiode, hvor beskatningen skal indgå første gang. Intect vil beregne beskatningen automatisk i den lønkørsel, hvor denne dato indgår. Vi anbefaler at der indsættes den startdatoen for den lønperiode, hvor beskatningen skal ske første gang. Dette er især vigtigt at være opmærksom på hvis I kører med skæve lønperioder.
Derudover er der nogle felter, som ikke er obligatoriske, men som kan være gode at have udfyldt alligevel.
- Købsdato (hvis bilen er ældre end 3 år (36 måneder))
- Bilens nummerplade
- Bil model
- Datoen, som beskatningen skal gælde fra og til.
Når de obligatoriske felter er udfyldt, vil den beregnede månedlige beskatningsværdi af bilen fremgå på medarbejderens lønseddel. Beskatningsværdien vil desuden automatisk justeres i takt med bilens alder og værdi.
Automatisk beregning af fri bil vil i første version kun kunne anvendes til at beregne fri bil på medarbejdere, som skal beskattes af en fast månedlig værdi. Dvs. at hvis du f.eks. har 14-dags lønnede medarbejdere, der beskattes forholdsmæssigt af fri bil, skal du fortsat manuelt beregne beskatningsværdien og tilføje den under medarbejderens 'Løndata'.
Manuel beskatning af fri bil
Selvom systemet nu automatisk kan beregne beskatningen af fri bil, så er det stadig muligt at beregne beskatningsværdien manuelt. Du kan derfor fortsat benytte lønarten 'Beskatning af fri bil', som du har kunne hele tiden og så selv indsætte beskatningsgrundlaget. Lønarten "beskatning af fri bil" udgår således ikke, og kan anvendes til manuelle beregninger og korrektioner.
Slet 'automatisk beskatning af fri bil'
Har du ved en fejl fået oprettet en fri bil ordning som der ikke skal bruges alligevel, kan du nemt slette ordningen ved at klikke på knappen 'Slet'. Klik på blyanten nederst til højre eller dobbeltklik et vilkårligt sted på siden, for at gøre felterne redigérbare.
Hvis du ønsker at afslutte 'automatisk beregning af fri bil', men bevare værdierne på medarbejderens stamkort, kan du indsætte en dato i feltet 'Gælder til', som ligger før datoen for den næste lønbehandling.