Der er nogle særlige ferieregler for elever og lærlinge, som er vigtige at være opmærksomme på. I denne vejledning beskriver vi kort reglerne for ferie for elever og lærlinge, samt hvordan du kan håndtere det i Intect.
Denne artikel er sidst opdateret: september - 2024.
Generelle regler
Elever og lærlinge har ligesom alle andre medarbejdere ret til 5 ugers betalt ferie pr. ferieår. Ferien optjenes løbende hver måned med 2,08 feriedag, og ferieafholdelsesperioden er fra den 1. september til den 31. december året efter.
Der hvor reglerne adskiller sig fra de andre medarbejdere er, at elever og lærlinge allerede får adgang til at afholde betalt ferie fra den første arbejdsdag. De skal altså ikke først optjene ferien for at få betalte feriedage. Det kan sammenlignes med forskudsferiedage, som alle virksomheder har mulighed for at tilbyde medarbejderne - læs mere om forskudsferie i vejledningen 'Forskudsferie'.
Hvor mange betalte feriedage, der kan holdes på forskud afhænger af tidspunktet på året, eleven starter i lære. I tabellen nedenfor vises, hvor mange betalte forskudsferiedage, eleven eller lærlingen kan afholde.
Ansættelsesdato | Forskudsferiedage | OBS! |
1. sep. | 25 dage | De første 2 hele ferieår får eleven tildelt 25 feriedage. |
2. sep. - 31. okt. | 25 dage | Da eleven ikke starter den 1. sep., betragtes det første ferieår ikke som et helt ferieår. 1. og 2. gang eleven rammer 1. september har de ret til 25 forskudsferiedage. |
1. nov. - 30. jun. | 15 + 5 dage | De 15 dage er reserveret til hoved-ferien. De 5 ekstra dage kommer i spil, såfremt virksomheden holder ferielukket i perioden frem til 30. april. |
1. jul. - 31. aug. | 0 dage | Det er muligt at give eleven forskudsferie, som det gælder for alle andre medarbejdere. |
Eleven/lærlingen har feriegodtgørelse fra tidligere job
Har din nyansatte elev eller lærling opsparet feriegodtgørelse før sin ansættelse, kan denne modregnes i den tildelte løn under ferie, hvis feriegodtgørelsen er optjent i samme ferieår, som den tildelte ferie.
Ved fratrædelse af elever eller lærlinge
Ligesom med alle andre medarbejdere, der er ansat med ferie med løn, er det først relevant at beregne feriegodtgørelse ved fratrædelse. Hvis eleven eller lærlingen har afholdt mere ferie, end der reelt er optjent, har de en fordel. I princippet kan en elev/lærling afholde alle 25 feriedage, dernæst opsige sin stilling (eller blive opsagt indenfor prøveperioden), og så må der ikke modregnes i den sidste løn for den ferie, som endnu ikke er optjent.
Eksempel
Eleven starter 1. september og får tildelt 25 forskudsferiedage. Eleven afholder 2 ugers ferie i oktober (10 feriedage) og opsiger herefter sin stilling. Eleven har optjent 4,16 feriedage (september og oktober), og har dermed fået 5,84 betalte feriedage fra virksomheden, som endnu ikke er blevet optjent. I den situation er det en udgift for virksomheden, som ikke kan eller må modregnes i lønnen. Eleven har på lovlig vis afholdt sine 10 feriedage. Der skal ikke afregnes feriegodtgørelse eller feriedage til Feriekonto for eleven, da alt der er optjent er afholdt, og eleven/lærlingen får ikke sine forskudsferie med sig.
Vær opmærksom på at disse regler er reguleret af ferieloven, og der kan være aftalt andre regler via en overenskomst.
Sådan gør du i Intect
I Intect behandler vi elevferie på samme måde som forskudsferie for alle andre medarbejdere. Du behøver altså ikke at indlæse 25 feriedage til eleven, og efterfølgende nedskrive i optjeningen løbende. Benyt i stedet funktionen 'Forskudsferie', som du kan læse mere om i vejledningen 'Forskudsferie'.
Hvis situation er den, at eleven/lærlingen har brugt flere feriedage ved fratrædelsen, end der er optjent, som i eksemplet ovenfor, skal du lave en korrektion af ferien på fratrædelseslønsedlen. Ved brug af forskudsferie vil systemet automatisk trække medarbejderen i løn på fratrædelsestidspunktet, såfremt der er en negativ feriesaldo. Det må man ikke for elever og lærlinge, og derfor skal der laves en korrektion, der tildeler det antal feriedage, som står i minus. Se vejledningen 'Sådan laver du saldokorrektioner' for en beskrivelse af, hvordan du foretager rettelser i systemet.