Din medarbejder er på ulønnet barsel, og du har derfor brug for at danne en lønseddel uden en lønudbetaling, men med den sædvanlige arbejdsgiverpension og sundhedsforsikring. Læs med nedenfor hvor vi beskriver, hvordan du kan gøre i Intect.
Denne artikel er sidst opdateret: september 2023.
Eksempel
Medarbejderen skal fortsat have indbetalt 8% i arbejdsgiverpension og skal fortsat beskattes af sin sundhedsforsikring.
Gå til 'Medarbejder' - 'Ansættelse' og indsæt det beløb, som skal overføres til pensionsselskabet. Beløbet skal du selv beregne ud fra medarbejderens ordinære løn. Systemet kan ikke beregne beløbet, når der ikke er nogen løn til udbetaling at beregne det ud fra, og derfor kan du ikke blot indsætte en procentsats.
Gå til 'Løndata' og indsæt en slutdato for månedslønnen. Hvis du ikke har kolonnerne 'Fra dato' og 'Til dato', skal du aktivere datostyring under 'Virksomhed' - 'Opsætning' - 'Indstillinger'. Se evt. vejledningen 'Virksomhedsindstillinger'.
Da lønsedlen går i minus med det beløb, som tilbageholdes til betaling af AM-bidrag, dannes der en linje på lønsedlen, som viser 'Korrektion af negativ udbetaling'. Denne omdannes til 'Gæld til virksomheden', som kan ses i saldofelterne nederst på lønsedlen.
Når medarbejderen kommer tilbage fra barsel og dermed skal aflønnes igen, kan gælden trækkes fra, når der er en positiv lønudbetaling. Hvis du ønsker at håndtere udligningen af medarbejdergælden manuelt, kan du slå den automatiske udligning af gælden fra under Indstillingerne. Læs mere i vejledning 'Medarbejdergæld'.
Feriedage
Hvis medarbejderen ikke skal optjene feriedage i den periode, hvor der ikke udbetales løn, kan du benytte funktion til 'Løsarbejder'. Denne tilføjes på medarbejderens stamkort og funktionen medfører, at der beregnes 0,07 feriedage pr. 7,4 arbejdstime. I dette tilfælde er arbejdstimerne 0 timer og derfor 0 feriedage.
Funktionen påvirker også ATP beregningen, men da, der ikke beregnes ATP på lønsedlen vil denne også være 0 kr. Hvis du vil vide mere om funktionen, står den beskrevet i vejledning 'Løsarbejder - beregning af ATP og feriedage'.