Så er det nye år skudt i gang med festfyrværkeri og bordbomber. Vi ønsker jer alle sammen et rigtig godt nytår og vi glæder os til et forsat godt samarbejde i 2023.
I Intect har vi endnu engang fundet en række emner som er relevante i årets første måned.
- Løn for sidste indkomstår
- Årsafstemning: eIndkomst, Bogføring
- Årsstatistik
- Forhøjet trækprocent
- Skat afregnes først den 17. januar
- Opdatering af satser
- Samlet Betaling – DA-barsel
- Tips til lønsystemet - Intect Insights
Løn for sidste indkomstår
Står du i en situation, hvor du har brug for at lave en løn for december måned kan du nemt gøre det i Intect, ved at oprette en ny lønkørsel for december, men der er nogle forskellige forhold, som du skal være opmærksom på.
Ifølge Skats regler er det dispositionsdatoen, der er afgørende for hvilken periode lønnen tilhører. Det vil sige, hvis du laver en lønkørsel for december, med disposition i januar vil lønnen tilhøre januar måned og dermed det nye indkomstår, selvom lønperioden hedder december. Det kan have konsekvenser for medarbejderen, hvis vedkommende er tæt på topskattegrænsen, skal overgå til overførselsindkomst eller skal på efterløn. Vi anbefaler derfor, at du informerer medarbejderen om, at lønnen ligger i 2023 og vil tælle med i deres årsopgørelse for dette indkomstår. Hvis dette medfører et problem for medarbejderen, kan I tage kontakt til Skat og høre om mulighederne for at flytte lønnen til gammelt indkomstår.
Det er også muligt at vælge en dispositionsdato i december og dermed selv manulet overføre lønnen til medarbejderen. Det kræver dog, at du sætter betalinger til manuelt under Virksomheder - Generelt. Vær ligeledes opmærksom på, at du har et ansvar for at lønnen har været til rådighed for medarbejderen i december, såfremt Skat spørger ind til dette.
Se vejledningen 'Ekstra lønkørsel'.
Årsafstemning: eIndkomst, Bogføring
Januar er den måned på året, hvor der ofte er rigtig travlt i økonomiafdelingerne rundt omkring. Der skal laves årsstemninger og det kan godt give ekstra arbejde for den lønansvarlige. For at lette denne opgave anbefaler vi altid, at du sørger for at afstemme lønnen hver måned. På den måde vil du opdage evt. difference når de opstår og så vil det være nemmere at få rettet differencen, end hvis det først opdages flere måneder senere.
Du kan afstemme lønningerne op i mod eIndkomst ved at bruge rapporten 'eIndkomst indberetning'. Rapporten viser de tal, som der er indberettet til eIndkomst, via Intect, for en specifik lønkørsel og den kan også trækkes på medarbejderniveau.
Til afstemning af lønnen op i mod økonomisystemet kan du bruge rapporten 'Løntotaler', som kan trækkes pr. lønkørsel, pr. medarbejder eller pr. afdeling.
I månedens tip præsenterer vi også vores effektive rapporteringsværktøj 'Intect Insights', som er en rigtig godt værktøj til afstemninger. Læs mere om det under afsnittet 'Tips til lønsystemet'.
OBS på opdateringer i Intect Insights
Oplever du udfordringer med at opdatere dine data i Intect Insights, kan det skyldes nogle sikkerhedsindstillinger i din Excel, som blokerer for brugen af makroer. Læs mere i vejledningen 'Jeg kan ikke opdatere data i Intect Insights'.
Årsstatistik 2022
Den 20. januar er der frist for indberetning af årsstatistik for 2022. Det kan Intect godt hjælpe med. Det kræver blot at du tilmelder virksomheden til automatisk indberetning af lønstatistik og får opsat statistikfelterne på medarbejderne.
Hvis du er i tvivl om I er sat op til indberetning af årsstatistik, så læs mere om hvordan du sætter det op i vejledningen 'Opsætning og indberetning af lønstatistik'.
Er du nysgerrig på hvad der bliver indberettet til statistik kan du læse vejledning 'Indberetning af lønstatistik'.
Modtager du et brev fra Danmarks Statistik eller Dansk Arbejdsgiverforening med oplysninger om at der er fejl i statistikken kan du med fordel læse vejledning 'Der er fejl i statistikindberetningen - hvad gør jeg?'.
Forhøjet trækprocent
Er der indsat en forhøjet trækprocent på medarbejderens skattekortoplysninger under Medarbejder - Ansættelse - Skattekort, vil denne værdi forblive den samme, som den var sidste år. Intect nulstiller altså ikke den forhøjede trækprocent på medarbejderne. Hvis der skal foretages ændringer i forhold til sidste år, så kan medarbejderen enten selv gøre det i appen eller lønbogholderen kan gøre det for dem i lønsystemet.
Se evt. vejledningen 'Skattekort i selvbetjeningsappen', for en beskrivelse af hvordan medarbejderne selv kan ændre den forhøjede trækprocent.
A-skat afregnes først den 17. januar
For små og mellemstore virksomheder skal A-skat og am-bidrag som udgangspunkt altid afregnes den 10. i måneden efter lønkørslen. Vær opmærksom på, at i januar måned skal A-skat og am-bidrag først afregnes den 17. januar. Jeres virksomhed tilhører beskatningsgruppen 'små og mellemstore virksomheder' hvis I har et am-bidrag på under 250.000 kroner og/eller A-skat på under 1 million kroner pr. år.
Der er ingen forskel på afregningstidspunktet for store virksomheder, hvor A-Skat og am-bidrag afregnes den sidste hverdag i måneden, som vanligt. Store virksomheder er hvis I har am-bidrag på over 250.000 kroner og/eller A-skat på over 1 million kroner per år.
Læs mere om Skats afregningsfrister i vejledning 'SKAT's frister'.
Har du fået besked fra Skat om, at I skal ændre afregningstidspunkt for A-skat og am-bidrag i 2023, så skal du selv ændre dette i Intect. Se hvordan du gør i vejledningen 'Sådan ændrer du afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag'.
Opdatering af satser
Der er en række satser, der skal opdateres i 2023 og i Intect sørger vi for automatisk at få opdateret de offentlige satser i lønsystemet. Vær dog opmærksom på, at hvis du selv har overskrevet taksten på standard-lønarterne, så overskriver vi ikke denne indtastning.
Med virkning fra 1. januar 2023 ændres bl.a. satsen for G-dage og sygedagpenge. Se mere om de nye satser i vejledningen 'Offentlige satser'.
Samlet Betaling – DA-barsel
Samlet Betaling
Som arbejdsgiver skal man betale faste bidrag til en række lovpligtige ordninger, som fx er med til at understøtte det danske arbejdsmarked og sikre bedre vilkår for medarbejderne. Bidragene opkræves som ét samlet beløb hvert kvartal og man har derfor valgt at kalde det 'Samlet Betaling'.
I januar skal der endnu engang afregnes til Samlet betaling og du vil derfor modtage en opkrævning fra ATP-huset via virksomhedens Digital Post på virk.dk. Hvis du har spørgsmål til Samlet Betaling skal du kontakte ATP-huset, da Intect ikke understøtter afregning til Samlet Betaling.
DA-barsel
Fra 1. kvartal 2023 tilbyder Intect at indberette og afregne til DA-barsel for jeres virksomhed. Det kræver blot at I får sat systemet op til dette i januar. Læs om hvordan du gør det i vejledningen 'DA-barsel'.
Tips til lønsystemet - Intect Insights
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Intect Insights så er det på tide at du kender til dette super effektive værktøj, som vi har udviklet i Intect.
Intect Insights er et avanceret rapporteringsværktøj i Excel, der giver dig mulighed for at få adgang til virksomhedens rå data, hvorfra du kan designe dine egne rapporter, pivottabeller osv. Det er et rigtig godt værktøj når du skal afstemme din løn både op mod eIndkomst og jeres interne regnskab. Læs mere om Intect Insights hvordan du tilmelder dig Intect Insights i vores vejledning af samme navn.