I denne vejledning beskriver vi hvordan du kan oprette dine egen import af den fil, som du modtager fra Feriepengeinfo, når der skal udbetales feriepenge. På den måde kan du, hurtigt og nemt, indlæse filen i stedet for manuelt at skulle taste udbetaling af ferie på medarbejderne.
Denne artikel er sidst opdateret: september-22.
Se en 4 minutters video eller læs vejledningen nedenfor.
Opret egen-definition til feriepengeinfo-fil
Gå til Virksomhed - Opsætning - Dataimport.
Vælg 'Løndata' og 'Opret egen importdefinition' og klik 'Opret definition'.
I det næste billede vælger du 'Kolonne', da filen skal læse i kolonnerne og indsætter et Navn til din importdefinition fx Feriepengeinfo indeværende år. Vælg dernæst hvilken linje, som overskrifterne starter på, da det er dem systemet skal læse.
Klik på 'Upload' og hent den fil, som du skal danne en importdefinition af. Systemet vil nu læse overskifterne i arket og du skal dernæst definere de relevante kolonner. Klik på 'Opret'.
I venstre side vises de kolonner, som systemet har indlæst fra filen (Kolonnen: Din fil) og i kolonnen i midten skal du nu definere de kolonner, som systemet skal læse.
Du skal nu definere hvilken info, der er relevant fra filen, til brug i indlæsningen. Det eneste relevante information for egen-definitionen i denne fil er:
- Hvilken medarbejder?
- Hvilket beløb skal udbetales?
- Hvor mange dage skal der udbetales for?
Ud for feltet CPR-nr. vælges 'CPR-nummer' (da det er det som det hedder i Intect og vi nu ønsker at parre de to). Vi har nu defineret hvilken medarbejder, det er.
Ud for 'Beløb i kr.' vælges den lønart, som skal udbetale beløbet. I dette tilfælde er det 'Udbetalt ferie - indeværende år'. I den sidste kolonne skal vi vælge hvilket felt på denne lønart, som vi ønsker at beløbet skal lande i og det er naturligvis 'Beløb'. Vi har nu defineret hvor beløbet skal lande.
Ud for 'Antal feriedage' vælges den samme lønart 'Udbetalt ferie - indeværende år', og i den sidste kolonne vælges 'Enheder'. Vi har nu defineret hvor feriedagene skal lande.
Du kan nu køre en testkørsel og se om din importdefinition fungerer, som den skal. Du kan gemme din definition, så du kan vælge den til en indlæsning næste gang der kommer en fil eller du kan indlæse filen uden at gemme din definition.
Klik 'Gem definition'.
Næste gang du får en fil fra feriepengeinfo kan du gå til Dataimport og vælge 'Løndata' og 'Upload udfyldt fil'. Klik på 'Upload'.
Du kan nu vælge din importdefinition hvis du klikker på pilen til højre ud for 'Vælg en gemt definition'.
Vælg 'Erstat data på berørte medarbejdere' og vælg 'Upload' og 'importér'.
OBS!
Da der kan være to ferieår man kan udbetale fra på samme tid skal der være to import-definitioner. Den vi har oprettet ovenfor er for udbetaling fra indeværende ferieår, men der skal også oprettes en definition, der udbetaler ferie fra sidste ferieår.
Processen er den samme, men her vælger du lønarten 'Udbetalt ferie - sidste ferieår'.