Har du en medarbejder, som er afgået ved døden mens vedkommende er i et aktivt ansættelsesforhold hos dig, kan du herunder læse hvordan du fratræder medarbejderen korrekt i lønsystemet.
Først og fremmest anbefaler vi, at du tager kontakt til jeres arbejdsgiverorganisation for at få klar besked om hvad du er forpligtet til ifølge overenskomsten. Herunder beskriver vi de generelle regler.
Lav en fratrædelseslønseddel
Arbejdsgivers forpligtelse til at udbetale løn til en afdød ophører på dødsdagen.
Indsæt en fratrædelsesdato på medarbejderen, opret en lønkørsel og indsæt løndata, som du ville gøre på en helt almindelig løn (se evt. Ekstra lønkørsel).
Ferie med løn
Hvis medarbejderen var ansat med ferie med løn (Betalt ferie) kan du udbetale medarbejderens feriepenge og dermed ikke afregne dem til Feriekonto (eller en anden feriekasse). Du kan bruge lønarterne 'Udbetalt ferie - sidste år' og 'udbetalt ferie - indeværende år'.
Løbende afregning af feriepenge
Hvis medarbejderen var ansat med feriegodtgørelse (løbende afregning af feriepenge) skal du ikke gøre yderligere - feriepengene afregnes som normalt og Feriekonto eller Feriepengeinfo sørger for at overføre feriepengene til afdødes konto.
Medarbejderens bankkonto vil automatisk blive spærret af banken og lønnen der udbetales vil dermed indgå i boet.
Funktionæransatte
Var medarbejderen ansat som funktionær, har du som arbejdsgiver forpligtelse til at udbetale "efterløn" til den efterladte (fx ægtefælde). Vær opmærksom på, at der kan være lavet lignende aftaler i en kollektiv overenskomst, for medarbejdere, der ikke er funktionæransatte.
Udbetalingen gælder fra dødsdagen og afhænger af afdødes anciennitet:
- 1 års anciennitet - efterløn = 1 månedsløn
- 2 års anciennitet - efterløn = 2 måneders løn
- 3 års anciennitet - efterløn = 3 måneder løn
Den efterladte skal oprettes som medarbejder i Intect for at du kan udbetale efterlønnen. Hvis efterlønnen udbetales på den afdødes konto, vil det indgå i boet og det er ikke hensigten. Det er derfor nødvendigt at få nogle kontaktoplysninger om den efterladte. Se evt. vejledningen 'Opret nye Medarbejdere og Brugere'.
Efterløn - hvad skal den indeholde?
Efterlønnen til den efterladte skal indeholde følgende:
- Den afdødes almindelige faste løn.
- Værdien af alle personalegoder, som den afdøde var berettiget til i sin ansættelse.
- Virksomhedens andel af pensionsbetalingen skal udbetales og der skal dermed ikke oprettes en pensionsordning på den efterladtes ansættelse.
- Efterlønnen er ikke ferieberettiget og der skal heller ikke beregnes ATP.
Du kan udbetale ovenstående beløb i lønarten 'Tillæg, bonus m.m. uden ferieberettigelse'. Det medfører automatisk, at der ikke beregnes ATP og der ikke beregnes feriepenge.